Elmer – For størst af alt er kærligheden
En ny dansk version af en elsket børneklassiker!
Af Nadja
I mere end 100 år har historien om The Velveteen Rabbit rørt børn og voksne i den engelsktalende verden. Nu er klassikeren udkommet i en ny, smuk og nutidig dansk version med titlen Elmer – For størst af alt er kærligheden.
Bogen er oversat og nænsomt bearbejdet af Hanne Wendelboe og illustreret med farverige og stemningsfulde collagebilleder af Elizabeth Stokkebye. De to forfattere, som begge bor i Kerteminde, har givet nyt liv til Margery Williams Biancos klassiske fortælling fra 1922.
En rørende historie om kærlighed og det at blive virkelig
Elmer – For størst af alt er kærligheden er en billedbog, der fortæller historien om en tøjkanin, der længes efter at blive virkelig. Denne historie taler både til børn og voksne om, hvad det vil sige at blive elsket og set.
Den danske udgave er ikke blot en oversættelse, men en opdatering til nutiden. Elementer som optrækslegetøj og barnepiger er blevet til batterier og mødre – uden at fjerne historiens hjerte.
En billedbog for hele familien
Elmer – For størst af alt er kærligheden er en billedbog, der både taler til børn i alderen 2–7 år og voksne. Med sin tidløse fortælling og varme tone er Elmer en nyklassiker, der passer perfekt til børneværelset.
Find bogen på biblioteket og lad dig inspirere af Elmers rejse om kærlighed, venskab og det at blive virkelig.
