Kerteminde Bibliotekerne

Multimedievurdering

Forfatter : Christian Hundebøl Høj

Kort om spillet/multimediet

Bomberman-serien er tilbage, og kun de 8 Bomberman-helte har en chance for at stoppe den onde kejser Buggler fra at overtage verden. Spil historien solo eller med en ven på samme skærm, eller spil den hektiske battle mode med op til 8 spillere. Fornøjeligt arkadespil for hele familien

Beskrivelse

Som i de andre Bomberman-spil er hver bane et gitter, som man navigerer op/ned, venstre/højre, hvor man placerer bomber for at besejre fjender, og som regel finder man også forskellige power-ups som midlertidigt giver din karakter særlige evner. Spillets story mode kan spilles med op til 2 spillere og har 50 forskellige baner med bosskampe og andre slags forhindringer, der skal klares indimellem. Derudover findes den klassiske battle mode, hvor hvert af de to hold springer hinanden i luften på livet løs, eller den nye grand prix mode, hvor man spiller flere runder med op til 3 mod 3 og fx skal dyste om at samle flest juveler. Spillet udkom oprindeligt ved lanceringen af Nintendo Switch i 2017 og senere til PS4 i 2018. PEGI: 7 år med ikon for vold

Vurdering

Den klassiske, hektiske Bomberman-oplevelse mod og med andre spillere er heldigvis intakt i "Super Bomberman R". Men resten af spillets design halter efter multiplayer-delens sjove kaos og historiedelen er både tynd og for hurtigt gennemført

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

"Bomberman"-serien tæller efterhånden ret mange spil, men bibliotekerne har ikke tilbudt ét siden Bomberman 2 til Nintendo DS 2009. Efterfølgeren Super Bomberman R 2 (playstation 4) udkom i september 2023