Kerteminde Bibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

En tur på stranden sætter gang i en rigtig fin og eftertænksom samtale mellem Faren og Barnet; hvad er man egentlig selv herre over og hvad må man lade andre om? Hyggelig oplæsning for 3-6-årige børn

Beskrivelse

Hvad man vil være, når man bliver stor, dét bestemmer man selv, fortæller Faren, men Barnet indser snart, gennem sine opfølgende spørgsmål, at der til gengæld også er rigtigt meget, man ikke selv har indflydelse på; hverken om solen står op, om man er født med fregner - eller om man må få en is, når gåturen lakker mod enden. Det sidste kan Faren dog bestemme at man må. Og barnet kan få lov at bestemme smagen

Vurdering

Yderst charmerende fortælling, om hvad vi hver især har indflydelse på, og hvad vi må lade være op til naturen eller andre om at bestemme. Illustrationerne er smukke, og holdt i lækre, sansemættede sensommerfarver. Med masser af små fine detaljer lokker de læseren med på eventyr på stranden og i byen

Andre bøger om samme emne

Der er mange bøger at vælge mellem, hvis man gerne vil dykke yderligere ned i "hvad vil jeg være, når jeg bliver stor" tematikken, især bøger, der omhandler de enkelte erhverv, fx Jeg kender en politibetjent og Jeg er landmand. I Hvad vil du være, når du bliver stor? giver barnets overvejelser om fremtidige erhverv ligeledes anledning til en større filosofisk indsigt. I Hvis jeg var statsminister fantaserer en lille dreng om alt det, han ville udrette, hvis han bestemte det hele