Kerteminde Bibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Lillesøster Ragnhild ser en film med en aldersgrænse på 107 år. Nu tør hun ikke mere være på sit eget værelse, og invaderer Rubens. Ruben og Kent lægger en plan for at få Ragnhild ud af værelset igen. Mon Ruben og Kent får endnu flere problemer med deres geniale plan? Gakket humor for 10-12-årige

Beskrivelse

Ragnhild låner Kents iPad en aften, Ruben passer hende. På iPad’en ser Ragnhild en film med en aldersgrænse på 107 år, og nu er hun skrækslagen for indbrudstyve og vil ikke længere sove på sit eget værelse. Eftersom det er Rubens skyld, skal Ragnhild sove inde hos Ruben, så længe hun er bange for at sove alene. Ragnhild skaber kaos, tisser i Rubens seng og smider tyggegummi overalt. Ruben og Kent må lægge en plan for at få Ragnhild tilbage på sit eget værelse. En plan der involverer kæledyr, masser af kæledyr

Vurdering

Endnu en hylende morsom bog i serien "Verdens værste", der kan læses i vilkårlig rækkefølge. Ruben og Kents plan går ud på at passe folks kæledyr, og bogen er fuld af tossede og frække kæledyr. Verdens værste skoleinspektør er selvfølgelig med igen, i et afsnit, hvor en slange er sluppet løs i klassen. Bogen er fuld af sjove tegninger af alle de mærkelige dyr og situationer, Ruben og Kent havner i. For læsere, der godt kan lide det overdrevne, og gakkede løjer

Andre bøger om samme emne

 Kaptajn Underhylers eventyr og Mig & Mille - helt i kage har samme gakkede humor