Lektørudtalelse
Forfatter : Annemette Schønberg Johnsen
Kort om bogen
Slip for mavesmerter og få et lettere liv på toilettet. Til alle, der søger viden om sundt tarmmiljø og forslag til problemløsning
Beskrivelse
Tine Jørgensen er cand. scient. i klinisk ernæring og har skrevet bogens vidensafsnit. Udgangspunktet er at fordøjelsesproblemer kan løses ved at udelukke de fødeemner, der irriterer tarmen og tilføre andre, der er mere mavevenlige. Hun gør opmærksom på at kliniske undersøgelser kan have begrænsninger og guider læseren til selv at arbejde videre med at finde nøglen til sin individuelle problemløsning. Jane Faerber er uddannet kostrådgiver og driver hjemmesiden www.madbanditten.dk. Hun har skrevet bogens madplaner og næringsberegnede opskrifter til dagens måltider. Bogen er illustreret, har stikordsregister, og der er særskilt opskriftsregister
Vurdering
God og saglig formidling af det teoretiske stof, der præsenteres i et ret underholdende og billedskabende sprog. Madopskrifterne ser indbydende ud og har elementer fra mange landes traditioner. Bogen virker overskuelig at arbejde med, men kræver selvfølgelig en seriøs indsats
Andre bøger om samme emne
Andre gode bøger om emnet er bl.a. Sund mad til kloge tarme, Tarme med charme og Suveræn fordøjelse. Særlige programmer kan bl.a. findes i GAPS kogebogen, Low FODMAP diet og Sund mave