Lektørudtalelse
Forfatter : Marianne Agger
Kort om bogen
Hvad er et eventyr? Kender du nogle eventyr eller eventyrfigurer? Bliv klogere på eventyr i denne billedbog med små opgaver for børn fra 3 år
Beskrivelse
"Min bog om eventyr" handler om eventyr og indeholder ti eventyr i forkortede udgaver. Den introduceres af pigen Nanna, der kort forklarer, hvad et eventyr er. Inde i bogen fortælles ti kendte eventyr som fx "Den lille Rødhætte og ulven", "Tommeliden" og "Rapunsel". Indimellem eventyrerne er der små opgaver, der skal løses. Fx skal man finde de syv gedekids gemmested, slik på pandekagehuset i "Hans og Grete" og øve farver med madrasserne fra "Prinsessen på ærten". Til sidst leger Nanna og hendes ven, Noa, eventyr, og sangen om "Tornerose" står skrevet. I samme serie findes fx Min bog om dinosaurer
Vurdering
Mange eventyr er for svære og barske for de mindste børn fra 3 år, men denne bog vil passe fint som første introduktion til de udvalgte eventyr med figurer, som er populære hos børn. Det, at eventyrene er tilpasset de mindste børn gør, at de er noget forkortede og forsimplede, men de hænger fint sammen. Tegningerne er ligeledes harmløse i sædvanlig Liesbet Slegers-stil. Det fungerer godt at lege videre med eventyrene i de små forskellige opgaver
Andre bøger om samme emne
I Eventyr for de mindste kan man også læse eventyr på samme niveau, men den er uden opgaver. Der er opgaver i Den eventyrlige myldrebog, der til gengæld ikke indeholder eventyr