Kerteminde Bibliotekerne

Lektørudtalelse

Forfatter : Morten Halskov Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En fortælling for børn på 5-9 år, der kan lide en historie, hvor sproget og ordene spiller en stor rolle. En alvorlig og tankevækkende bog, der inviterer til dialogisk læsning

Beskrivelse

Titlen slår historiens sprogfilosofiske tema an. Bogens hovedperson, en navnløs almindelig mand, bor for sig selv i et sparsomt møbleret værelse. Her lever han et ensomt og enkelt liv, hvor den ene dag ikke er anderledes end den anden. En dag går han tur i byen og overvældes af en spontan glæde, der senere bliver til vrede, da manden kommer hjem og oplever, at intet er forandret i hans værelse. Manden begynder at udforske sproget. Han bytter om på tingenes navne for til sidst at have skabt sit helt eget sprog. En underfundig og alvorlig historie, der blødes op af Lillian Brøggers lyriske illustrationer. Tekst og billeder står i fin kontrast og skaber et sælsomt, men inspirerende sprogunivers. En fin, men smal oplæsningsbog, der dog nok skal finde sine læsere

Sammenligning

Teksten er tidligere udkommet på dansk i samlingen Børnehistorier, 2001, hvor alle 7 tekster er skrevet af Peter Bichsel. En anden bog, der vækker til filosofisk eftertanke kunne være Historien om absolut ingenting af Søren Lind

Samlet konklusion

En bog om sprog og ensomhed, der vækker til filosofisk eftertanke. Fin kontrast mellem tekst og illustrationer