Lektørudtalelse
Forfatter : Mette Fersum
Anvendelse/målgruppe/niveau
Livshistorien er en del af serien Tænkepauser. Bøgerne er på 60 sider, og de er alle skrevet af forskere, og formidlet så de fleste kan være med
Beskrivelse
Vores livshistorie er vigtig for os, fordi den forbinder vores nutid med vores fortid og peger ud i vores fremtid. Den hjælper os med at forstå os selv og vores liv, så vi bedre kan træffe beslutninger og navigere i det. Forfatteren psykolog Dorthe Kirkegaard Thomsen skriver i sin bog, at man faktisk godt kan sige noget generelt om, hvad en livshistorie er for noget. Livshistorierne er nemlig alle kendetegnet ved en sammenhæng i form af "kapitler" i vores liv, fx barndom, uddannelse, arbejdsliv og familieliv, og centrale temaer som fx kamp, svigt eller mod. Interessant er det også at hun beskriver, hvordan vores livshistorie er kompleks, og den rummer flere roller og værdier på en gang. Bogen kan downloades gratis
Sammenligning
Mange kendte har fået beskrevet deres livshistorier, fx Dirch Passer - et liv i billeder, 2012 eller Messi : fra den mindste dreng til den største fodboldspiller, 2012. Flere ikke kendte mennesker begynder også at publicere deres livshistorier ofte fra eget forlag fx Stor (u)lykke, 2012
Samlet konklusion
Bogen er interessant. Den er et godt udgangspunkt for en diskussion om hvem er jeg, hvad er min livshistorie, hvad kan jeg lære af andres livshistorier. I et bredere perspektiv kan den bruges til at tale om, hvordan kulturen påvirker vores måde at fortælle livshistorier på, og hvordan vi navigerer efter den